Sylane 7. – 13. marts 2007

Og så kunne turen begynde. En tur begynder jo altid hjemme med at glæde sig, undersøge kort, samle/købe/undersøge udstyr og snakke/maile frem og tilbage deltagerne imellem. Da alt var klart, var der stadig flere måneder til dagen oprandt!!!!!!!!  Forventningen er jo den halve glæde. Turdeltagere: Terje fra Bergen, Shawn fra Trondheim og Gunnar fra Randers. Denne historie fortælles ud fra Gunnars oplevelser.

Randers - Trondheim/Værnes - Rundhögen Vækkeuret ringer kl.03.45. Et bad, havregryn og müsli til morgenmad, bilen pakkes, konen kysses farvel og så af sted til Ålborg Lufthavn. Turen gik via København og Oslo for at spare på billetprisen. Jeg havde en ret tæt flyveplan, så min frygt var, hvis noget af bagagen skulle blive forsinket eller sendt i en anden retning. I København manglede mine ski så selvfølgelig. Efter en halv time viste det sig at bagagevognen havde tabt dem ude på flypladsen på vej ind til bygningen. Da var tålmodigheden sat på prøve. Resten af turen forløb OK. Da jeg ankom til Trondheim, sad første deltager allerede og ventede på mig. Terje var kommet en time før mig. En halv time senere kom Shawn. Efter at have delt gensynets glæde, kørte vi til Hell Station hvor toget senere på eftermiddagen skulle bringe os videre på turen. Vi tilbragte nogle timer på stationen med at pakke hver vores pulk og min rygsæk, spise chips og pølse og nyde en pils i forårssolen. Toget bragte os til Storlien og en taxi, bestilt på forhånd af Shawn, kørte os 8 km videre til Rundhögen P-plads – vores rigtige startsted på en fem-dages fjeldtur. Da vi gik fra P-pladsen, var det blevet mørkt, så den næste km gik vi med pandelamper. Mellem træerne fandt vi et godt sted til bål og telt. Vi havde før turen talt meget om et godt stort bål, så nu skulle det være. Vi fandt to tørre graner og fik et godt mad– og kaffebål. Vejret var klart og stille, så aftenen gik med god mad, kaffe og hyggesnak med lidt nordlys på himlen. Vi skulle have indviet ”Basecampen”, så Terje og jeg havde forberedt en 3m stang fra Terjes lavo og et flag der var syet sammen af det amerikanske, det norske og det danske flag. En stor overraskelse for Shawn. Tre nationaliteter på tur i Sverige, og alle snakker norsk. Ved midnatstid krøb vi trætte og forventningsfulde i posen. Denne nat kom temp. ned på -12,4 °C. Dagens etape: 1 km.

Rundhögen – Blåhammaren – Långtjärnen Vågnede kl.8.30 til en solrig dag og stille vejr. Vi trængte til nogen timers søvn efter en lang foregående dag. Bålet blev tændt på ny for kaffe og smeltning af sne til termokanderne. Et solidt morgenmåltid, og vi var af sted ca. kl. 11.00. Dagen startede i fin sol, og snart blev det da også for varmt at have jakke på. Vi spøgte med, at nu var det med at nyde det, så længe det varer - med vejret ved man aldrig. Vi vidste ikke på dette tidspunkt, hvor rigtigt det var. Efter en dejlig opvarmning gennem skovområdet begyndte opstigningen mod Blåhammaren. En jævn stigning på 440 m var foran os. Efter en halv times tid måtte Shawn og jeg tage feller på skiene. Terje havde fint fæste og trak sin 40 kg’s pulk i raskt trav!! På vej op blev tempoet for mit og Shawns vedkommende lavere og lavere, hvert skridt blev efterhånden en kamp for at komme videre og ikke stoppe for ofte. Vinden havde taget til, og fra syd blæste en kraftig vind lige i hovedet på os. Vi havde ikke spist eller drukket noget de sidste par timer, så lårmusklerne begyndte at bide fra sig, og 1-2 km før Blåhammaren gik jeg totalt sukkerkold. Denne tilstand tilskriver jeg mest den lange rejsetid dagen før og – måske – ikke den bedste kondition. En kop saft og tre kiks gjorde, at vi kunne gå det sidste stykke op. På Blåhammaren Fjällstation serverede de den bedste frugtsuppe, saft og chokolade vi havde fået den dag. Efter et godt hvil gik turen videre med fornyede kræfter mod et lille vand kaldet Långtjärnen, ikke langt fra en nødhytte m/telefon. Vi slog teltet op ved enden af vandet, så vi var i nærheden af frisk vand. Terje havde til denne tur købt nyt 6-mands telt, og nu var det anden gang og første gang i dagslys vi slog det op. Vinden tog lidt i det, men med seks hænder gik det nu helt fint, og da alle barduner var sat, stod det fuldstændig stabilt. I teltet, hvor vi havde god plads til bagagen også, lavede Shawn en formidabel ret: Baligryte. Aftenen gik med snak om dagens slid og slæb, kaffe, chokolade og en cognac, whisky eller bitter – hvad vi nu havde lyst til. Vi havde et lager med næsten alt. Det havde været en anstrengende dag, så vi fandt posen ca. kl. 22.00. Nattemp. blev målt til -15 °C. Dagens etape: 18 km.

Långtjärnen – Sylstationen – Ekorrdörren Op kl. 07.30. Morgenmad og kaffe i teltet. Vandkogning til termokanderne og den sædvanlige morgensyslen gjorde, at vi var klar til at gå kl. 10. Den første time var vejret fantastisk. Forholdsvis let vind og sol. Da vi begyndte nedkørslen ved Enkälen, ca. 3 km før Sylmassivet, begyndte vinden for alvor at tage til. Vi måtte næsten stage for at køre nedad. 2 km før Sylstationen gik vi ind i ”Gamla Sylstation”s nødhytte og fyldte kroppens depoter med varm solbærsaft, chokolade og tørrede abrikoser. Disse nødhytter m/telefon der har direkte kontakt til politiet, er placeret mange steder i det svenske løjpenet. Hytterne, der er udstyret med en lille brændeovn og bord og bænke med plads til 4 liggende, er en rigtig god del af den sikkerhed, sammen med den gode vinteropmærking, som svenskerne tilbyder de mange fjeldvandrere. Efter et godt hvil, gik vi de sidste 2 km op til Sylstationen – i modvind. Et besøg på Sylstationen resulterede i toiletbesøg for alle tre, indkøb af ekstra saft, indtagelse af rigelig væske og fyldte termokander med 90 gr. varm vand fra en vandhane. Sylarnas Fjällstation har plads til rigtig mange gæster i både hovedbygningen og de omkringliggende huse. Spisesalen var placeret med en storslået udsigt til Sylmassivet, hvis vejret tillod. Mange har randonée-udstyr med derop og går topturer og får så en fantastisk nedkørsel mod Sylstationen, og kan om aftenen sætte sig tilrette i restauranten og vente på indrefileten!! Da vi havde brugt 45 min. her, havde vi fået nok og måtte videre. Vi måtte ud i blæsten og kulden igen. Teltlejren nedenfor Ekorrdörren ventede. Men det skulle blive en hård tur. 350 m stigning over de næste 6 km i strid modvind – 15-20 m/s – og sne i luften, så sigten var til tider begrænset til to-tre kors i løjpen. Heldigvis havde vi lige fornyet vore kræfter, men mit venstre knæ begyndte at gøre knuder. Jeg skulle helst holde mig i bevægelse, ellers blev det stift. Jeg havde vidst pådraget mig en lille overbelastning fra de to sidste dage. Et par timers stræben, og vi nåede toppen af Ekorrdörren. Vi havde nu gået gennem det mægtige Sylmassiv uden at se det i sin helhed, men måtte nøjes med få glimt af Slottet, Templet og Sylskalstöten. Ærgerligt. På vej ned gennem Ekorrdörren måtte jeg tage skiene af og gå ned med pulken, da nedkørslen var for ujævn og stejl. Hellere det end at falde hele tiden med fare for at ødelægge udstyret. Vel nede og lettede over at den sværeste del var ovre, var næste opgave at finde et lille vand 1 km vest for nødhytten nedenfor Ekorrdörren. Det var stadig stærk kuling og nedbør og nu tiltagende mørke. Vi beregnede at skulle gå i 17-20 min. og derefter finde vandet til venstre for løjpen. Som sagt, så gjort. Det var et klap på vore egne skuldre, at vi kunne finde vandet med en sigt på ca. 100 m. For at få bedst mulig fæste, pladserede vi teltet direkte på løjpen. Vi havde jo øvet os i at sætte telt op i stærk vind, og nu kom den færdighed os til gode. Det blæste meget kraftig kuling, men efter en halv time og i næsten mørke, stod teltet fast og stabilt. Varmen bredte sig fra multifuelbrænderen og humøret steg adskillige grader sammen med temperaturen i teltet. Ahhhhh. I dag var vi enige om at spise en af de lækre retter fra: Real Turmat. Vi krøb i posen mellem 21.00 – 21.30. Nattemperaturen kom kun ned på -8 °C. Dagens etape: 19 km.

Ekorrdörren – Sylsjödæmningen Først på natten havde vinden pakket sne rundt om teltet så det stod stabilt og godt i den voldsomme blæst. Senere lagde vinden sig. Vi vågnede til en stille og solrig dag, og fandt ud af at vi havde lagt os et flot sted mellem to fjeld. Vandet var jo bare 20 m fra teltet, så det var let at hente vand til barbering og morgendush . Vi havde pakket og var klar til afgang kl. 10.00. Fra lejren gik vi 1 km stik vest og derefter sydvest ned mod Sylsjön. 6 km på en time, men det gik jo også nedad. Da vi nåede vandet delte løjpen sig. Til venstre fortsatte den godt markerede vinterløjpe, ret frem gik den dårligt markerede sommerløjpe. Vi skulle ret frem. Samtidig som de store røde kryds var forsvundet begyndte vejret igen at blive værre. Vinden øgede hurtigt minut for minut, og var snart oppe på gårsdagens vindstyrke – hård kuling. Lige imod os. Temp. var heldigvis kun lige under nul. De næste 4 km ned mod dæmningen ved Sylsjön var hårdt arbejde i stærk modvind og sne der begrænsede sigten til 50-100 m. Ved dæmningen fik vi problemer. Mens Shawn undersøgte adgangen til et hus ved dæmningen, ville jeg gå efter. Jeg tog mine ski af, og pludselig tager vinden den ene, og den glider under hegnet og ud over kanten ned mod en afgrund. Da den slap kanten løftede vinden den op, og den faldt ned bag kanten. Shawn var hurtig og fik fat i den – pyh!!!!! Men i min iver for at gøre noget mistede jeg min ene vindhandske. Pis! Men to uldvanter kunne gå an. Vores oprindelige plan var at gå til Skarrdörs-vandene, men med disse vejrforhold og dårlig sommerrutemærkning ville det være vanskeligt at finde. Et alternativ var at gå tilbage til Nedalshytten, men det ville være meget langt. I et pludseligt ophold i vejret, fik vi øje på nogle hytter på den anden side af dæmningen. Altså måtte vi over dæmningen, for det ville være alt for farligt at gå over vandet, der var reguleret 20 m ned, og det gav store revner i isen langs kanten. Efter lidt chokolade og drikke, tog vi skiene af (denne gang mere kontrolleret) og trak/bar pulkene over en af gangen, det var den sikreste måde. Terje syntes der var lidt James Bond over det, og mente han så en helikopter komme hen over os der åbnede ild med to store maskingeværer. Vi overlevede angrebet, og vel ovre på den anden side, var der 5 min. til en opvarmet rastehytte, der var stillet til rådighed af Trondheim Elværk. Her var køkken med komfur, 5 køjer og al den komfort som kun et 4-stjernet hotel overgår. En mulighed for at få tørret tøj og få en pause i dette inferno af vind. Efter en times tid fik vi lyst til at gå ud og opleve vejret igen og tage nogle billeder. Nu var det dejligt at mærke vinden ruske i en, når man samtidig vidste, at man havde et trygt sted at sove. Senere lavede Shawn – The Gourmet Chef – en lækker mexicansk ret med oksekød og nudler. Lækkert. Aftenen gik med hygge og poker. Nattens temp. var -3 °C. Dagens etape:10 km.

Sylsjödæmningen – Skarddøra – Villskardsjøen Efter en dejlig nat i en blød seng, stod vi op kl. 07.00. I ro og mag fik vi spist og drukket kaffe, mens vi forventningsfulde så ud af vinduet på vejret i dagens første timer. Vejrudsigten fra radioen sagde middel vind og mulighed for regn!! Da pulkene var pakket, var der afgang kl.09.00. Vi fulgte Pilgrimsleden et stykke mod Ljungdalen, hvorefter vi skar op til højre mod Skarddøra. Vi fulgte nu en sommerrute kun markeret med sten med rød maling og varder. Som vi steg op i terrænet øgede vinden igen, denne gang med slud som nedbør. Vindstyrken var dog ikke som de foregående dage. De heldækkende skibriller hjalp godt, men måtte tørres af ofte. Sigten og markeringerne var dårlige, så nu måtte vi gå efter kort og kompas for at træffe Skarddøra. Over de næste 5-6 km steg vi op til 1070 moh, med hyppige check af kompaskursen. Den dårlige sigt gjorde, at vi var lidt urolige for, om vi var kommet for meget til højre, og ikke ville træffe passet. Men så kom det høje Noerhtegaejsie på 1434 moh til syne, sigten blev meget bedre og så så vi Skarddørsfjellet på venstre side frem. Vi var i Skarddøra. Nu kunne vi slappe af, vi vidste hvor vi var. En tiltrængt pause med det sædvanlige kiks, saft og chokolade var på sin plads. Hvad skulle vi have gjort uden? En times gang til og vi ankom til Villskardsjøen i 1009 moh kl. 13.00. Vi lavede en fin plads til teltet i nærheden af søens udløb, krøb ind og fik en god frokost med frugtsuppe, nudler og kaffe. Nu skulle vi fiske. Der blev boret 8-10 huller ved søens udløb (1 m tyk is) og sat snører med maggot. Så ventede vi bare på storfisken. Mens vi ventede var der tid til fotografering af natur og de tre skabninger der boltrede sig i naturen. Efter aftensmaden (dejlig Real Turmat) var det tid til at hente den store fangst, men det blev bare til 4 mikro ørreder, så det var ingen succes. Til gengæld var vejret blevet bedre. Næsten ingen vind og temp. lige over nul. Dagens etape: 10 km.

Villskardsjøen – Vektarstua - Trondheim Efter en god lang søvn, vågnede vi til den sidste dag på turen. Lidt vemodigt var det, for vi havde - trods vejret - haft en god tur og havde arbejdet godt sammen for at komme hertil. Vejret var det samme som da vi lagde os til at sove. Så da vi havde pakket os sammen gik turen ned mod Vektarstua i Stugudalen. En let tur på 8 km der tog ca. 1,5 time. Føret blev tungere og tungere og vi måtte til sidst bruge klister på skiene. Vi havde i nogle dage talt meget om at spise en burger, men det skulle være en Cheeseburger. Med ost, var der en der sagde. Så da pigen bar disken spurgte om den også skulle være med bacon, var vi solgt. Ja tak. Eftersom kokken havde fri og hun var alene, var vi ganske imponeret. Et par pils og varm æblekage med kaffe fik os vendt helt tilbage til civilisationen. Vi var så heldige, at der lige var ankommet to busser med skoleelever fra Trondheim, så vi kunne få et lift med bussen tilbage. På vejen hjem i bussen gik snakken om turen til næste år. Vi blev enige om at Hardangervidda skulle nyde vores tilstedeværelse nogle dage i vinteren 2007/2008. Tak for denne tur. Glæder mig til næste. Gunnar Bjørnstad.